Velkommen | Sygdomme | Vaccinationer | Institution & Smitte | Dårlige tegn | Medicin
  Førstehjælp | Kost | Trivsel & Vækst | Rejse & ferie | Smerter
 
 

Tip en venUdskriv artikel Vorter

Vorter skyldes en virus-infektion i huden. De fleste vorter ses på hænder eller fødder. Vorter smitter. I løbet af 1-2 år forsvinder langt de fleste vorter uden nogen behandling. På apoteket kan du købe midler mod vorter. Lægen kan fryse og skære særlige besværlige vorter.

ill - vorterVorter skyldes en infektion i huden med et virus. Halvdelen af vorterne forsvinder af sig selv - uden nogen behandling - i løbet af 1 år. Efter 2 år vil 2/3 af alle børn med vorter være helbredt uden behandling.

Man regner med at 10% af alle børn får en eller flere vorter. Vorterne kan være placeret overalt på kroppen, men langt oftest findes de på hænder eller fødder. 

Hånd-vorter vokser udad fra huden - som en klump. De er hårde og overfladen ligner et blomkåls-hoved. Tit ses vorterne omkring kanten af finger-neglene. Vorter på hænderne er som regel ikke ømme. De kan blive ømme, hvis barnet piller i vorten eller hvis vorten hele tiden støder mod forskellige ting.

Fod-vorter er mere flade og vokser ned i huden. I bunden af vorten ses små sorte prikker. De små prikker er blodkar. Fod-vorten kan give ømhed eller smerter - især når barnet går eller løber.

Mange forældre og børn ønsker at blive behandlet for deres vorter. Nogle fordi de synes at vorterne er grimme, andre fordi vorten går ondt eller fordi de er bange for at smitte andre. De nævnte grunde er alle gode. Problemet er bare, at der ikke findes nogen særlig effektiv behandling af vorter og at langt de fleste vorter forsvinder af sig selv. 

Man kan i håndkøb købe forskellige salver eller plastre der indeholder salicylsyre. Lægen kan fryse vorter, men den metode er ikke så effektiv som salicylsyre. Som sidste udvej kan lægen skære vorten væk. Både frysning og afskæring af vorter er forbundet med smerter.

lille fodvorte
© 2001-2007, DermAtlas

Medicin: Man kan i håndkøb købe forskellige salver eller plastre, der indeholder salicylsyre. Læs brugsanvisningen grundigt.

Behandling hjemme: Det er vigtigt at gøre sig klart, at de fleste vorter forsvinder af sig selv og at risikoen for at smitte andre børn er lille, hvis vorten dækkes til. Der kan derfor være god grund til at undlade at behandle vorter. Hvis barnet er generet af vorten eller har så mange vorter at de ikke kan dækkes til, bør der vælges en behandling af vorter.

Ring til lægen næste dag: Hvis din egen behandling i løbet af et par måneder ikke hjælper og vorten stadig generer barnet. Lægen kan vælge at skære vorten væk eller at fryse.

Ring til lægen med det samme: Aldrig nødvendigt.

Institution og smitte - Vorter


Udok 689
  05-12-2009

 
 Copyright © Mentor Instituttet